Danmarks Naturfredningsforening er med til at styrke klimaet lokalt. Vi laver aftaler med kommunerne om, at de skal nedbringe deres CO2-udslip med minimum 2 procent om året. Vi kalder dem for klimakommuner.

Danmarks kommuner kan gøre meget for at nedsætte landets samlede CO2-udledning. De kan fx spare på energi, renovere bygninger, indføre el-biler og købe energirigtigt ind.

En Klimakommune-aftale med Danmarks Naturfredningsforening forpligter kommunen til at nedbringe CO2-udslippet fra egne aktiviteter med minimum to procent om året. Aftalen hjælper kommunen til at iværksætte konkrete initiativer til fordel for klimaet på lokalt plan.

Den 20. september 2016 kunne 70 af Danmarks 98 kommuner kalde sig for Klimakommune.

            

En række klimakommuner tager klimainitiativer, der rækker ud over kommunens egen virksomhed, som er rettet mod borgere og virksomheder.

Nogle af disse initiativer er værd at anerkende, men det har hidtil ikke været muligt gøre det i klimakommune-konceptet.

Det bliver det nu med Klimakommunerne Plus.

Aabenraa Kommune var i perioden 2010 - 2014 klimakommune, men valgte med det nye byråd i 2014 at opsige aftalen med Danmarks Naturfredningsforening. I DN Aabenraa arbejder vi for at få Aabenraa Kommune til igen at være klimakommune, og dermed igen være med til at forebygge uheldige klimaændringer.

Bestyrelsen har nedsat en projektgruppe om klimaforhold. Har du lyst til at være med i dette arbejde, så kontakt Uwe Lindholdt på: E-mail: uwelindholdt@gmail.com